Sider

onsdag den 29. januar 2014

Færdigt januarprojekt

Okay, indrømmet - januars projekt var hverken stort eller tidskrævende. Faktisk var det mest krævende at få lagt det færdige resultat på bloggen! Her er den så - huen. Enkelt mønster: 3 ret og 3 vrang, der forskydes en maske for hver omgang. Garnet er Drops Nepal. Måske skal den have en pompom i toppen en dag, men indtil videre bruger jeg den, som den er.



torsdag den 16. januar 2014

Kreative årsplaner

Cecilie med bloggen "Hvad bier tænker" har sat gang i en årsudfordring med titlen "12 months of knitting". Udfordringen går ud på, at man laver en liste med 12 strikkeprojekter, der skal laves i år. Et projekt til hver måned. Jeg har set flere gå i gang med udfordringen rundt omkring i blogland, og de fleste har sat "navn" på projekterne til januar, februar og marts. 

Jeg synes, det er en god idé og vil også kaste mig ud i det, med det forbehold at nogle af projekterne skal være hæklede. Jeg overvejede, om det skulle være et krav at gøre noget ved ufo'erne i kurven, meen der skal være plads til noget nyt og sjovt, så det bliver kun et lille delmål. Nogle projekter vil være små, ellers kommer det vist ikke til at hænge sammen tidsmæssigt.

Jeg har bestemt mig for følgende indtil videre:
Januar: Hue til mig selv.
Februar: Turkis poncho (den har jeg været i gang med et stykke tid, men NU skal den være færdig!).
Marts: Det må blive noget babyrelateret...

Skal du være med?
Begyndelsen på en hue

tirsdag den 14. januar 2014

2 x Lene Holme Samsøe

...eller noget om fødselsdagsgaver.
Jeg havde fødselsdag mellem jul og nytår, og denne gang gjorde jeg intet ved det. Det var egentlig rart. Jeg besluttede at udskyde fejringen til en gang i februar, hvor man måske i højere grad trænger til hygge og gæster. Derfor havde jeg ikke forventet gaver, men min mor forærede mig "Suveræn strik". Der er altså mange flotte modeller, men de er måske vel avancerede for en erklæret hækler?
 I lørdags skulle jeg så selv bruge en fødselsdagsgave til min faster, som er et af mine kreative forbilleder. "Babystrik på pinde 3" har også mange søde modeller, og den faldt i god jord både hos modtageren og hendes 2 svigerdøtre. Det bliver nogle velklædte forårsbabyer, tror jeg!
DVD'en er til at se/høre, mens der strikkes. Der skal både ydes og nydes.


onsdag den 1. januar 2014

Hjemmelavede julegaver

Jeg fik lavet et par hjemmelavede julegaver sidste år. Det blev til et par puder, hvor modtagerne faktisk har leveret nogle af materialerne. Broderiet på den ene pude hang i mine venners sommerhus, da de overtog det. Nu har klokkestrengen fået nyt liv.

Godt nytår og julegaver

Allerførst et rigtig godt nytår til jer der læser med her. Jeg er kommet godt og behageligt ind i 2014 i gode venners selskab. Og så har jeg ellers holdt juleferie, hvilket har kunnet ses på bloggen, hvor der jo er sket... ingenting. Derfor kommer nu et noget forsinket indlæg om nogle af de ting, jeg blev begavet med sidste år.

Lækkert garn fra Wollmeise.

Et par inspirerende krea-bøger
Faktisk var bogen med hæklet julepynt SÅ inspirerende, at jeg straks kastede mig over garn og hæklenål og gik i gang. Indtil videre er det bare en masse små dele, men jeg får vel samlet dem engang, og der er jo læænge til det bliver jul igen.
 Juleferien har bl.a. budt på tv-kiggeri med tilhørende strikning. Mit turkise Riga-garn skal bruges...